Lovsang og tilbedelse er en af de nøgler, Jesus har givet mig til at finde glæde hver dag. Lige meget hvad der sker, kan jeg vælge at overgive det hele til Ham, også selvom det kun er nogle få minutter, og fokusere al min opmærksomhed på Hans skønhed, kraft og kærlighed. Når jeg gør dette, får jeg Hans perspektiv på situationen.
Lovsang handler ikke om at få svar på noget. Det handler om at sætte Jesus på tronen i ethvert område af livet. At elske Ham, og løfte Ham op, for den Han er. At overlade enhver situation i Hans hænder. Når vi kan placere Jesus, hvor Han bør være, bliver vi også placeret, hvor vi bør være.
Gud oprejste os sammen med Ham og satte os med Ham i Himlen, i Kristus Jesus. Ef. 2,6
Når vi sidder med Jesus i det Himmelske, kan vi se på vores situation med Hans perspektiv og Hans visdom.
Vi kan vælge at lovsynge
Lovsang og tilbedelse er altid et valg. Der er mange andre steder, vi kan gå hen for at få hjælp. Vi kan gå til andre mennesker. Vi kan bruge vores egne evner og ressourcer. Eller vi kan vælge at gå til Gud. For at være helt ærlig, så er det sjældent naturligt at vælge Gud som det første. Ofte vil vores følelser fortælle os, at vi skal gøre noget andet. Men jo mere vi øver os, jo mere vil vi se værdien i at gøre lovsang til vores første valg.
I ApG 16 kan vi læse om Paulus og Silas, der blev pisket og smidt i fængsel i Filippi. Fordi de var romerske borgere, blev de uretfærdigt smidt i fængsel uden en dom. De havde sikkert også åbne sår og mange smerter. Fængslet var ikke som i dag, så de var måske også kolde, våde og sultne.
Disse to mænd havde mange grunde til at have ondt af sig selv, eller være vrede og bitre. Men midt i al den smerte, forkastelse og uretfærdige behandling valgte de at tilbede Gud. De valgte at fokusere på Jesus og overlade deres omstændigheder til Ham. Og så brød Gud igennem!
Ikke nok med at deres lænker faldt af og alle dørene sprang op, Gud brugte også situationen til, at fangevogteren og hans familie kunne blive frelst. Hvad ville der være sket, hvis Paulus og Silas havde tilladt negative følelser at styre dem væk fra lovsang?
Lovsang bringer freden tilbage
Lige meget hvad vi går igennem, kan vi vælge at stoppe og lovsynge når som helst. Jesus vil altid møde os, når vi gør det. Nogen gang bringer Han det gennembrud, vi har behov for, og nogle gange giver Han os styrken til at fortsætte.
Det er ikke altid let at lovsynge midt i svære og smertefulde situationer. Det ved jeg godt. Og det kræver øvelse at lukke alt andet ude. Men når jeg kan gøre det fuldt ud og lukke døren til enhver anden tanke, så møder Han altid op.
Det fantastiske ved at vælge at tilbede Gud, og se livet gennem Hans øjne er, at lige meget hvordan Han hjælper os, så bringer det altid freden tilbage. Og når freden er genoprettet, kan vi glæde os igen. Glæde os over det, Han tidligere har gjort. Glæde os over at Han er på tronen. Glæde os i løftet om gennembrud.