Taknemlighed til Gud drager mig altid tættere på Ham. Det har været en nøgle til at få glæden tilbage. Men det har også været et redskab i svære tider, der har tvunget mine rødder i Ham dybere. Hver gang jeg kunne se på en smertefuld eller svær situation, men stadig finde en måde at være taknemlig, og have tillid til Ham på, blev min relation til Ham forstærket. Mine rødder voksede en smule mere.
Vintersæsonen
For over 10 år siden blev jeg nødt til at forlade mit liv i USA efter 4,5 år, og tage tilbage til Danmark. Foruden det at skulle opbygge et nyt liv, og savnet af det gamle, var en af de sværeste ting for mig i den tid, en følelse af at være ubrugelig.
Jeg kom fra et liv, hvor jeg var meget aktiv i tjeneste, og så hvordan jeg gjorde en forskel for Hans rige. Nu havde jeg ingen ide om, hvor jeg skulle går hen, hvad jeg skulle gøre, eller hvor jeg skulle starte.
Jeg kan huske, hvordan jeg sad alene i en bil, midt om vinteren, et sted i en skov. Jeg kiggede op på træerne, da Jesus gav mig en åbenbaring, jeg har haft med mig lige siden. Han viste mig de nøgne træer. Ingen blade. Ingen frugt. Kun den nøgne stamme og de nøgne grene. Så sagde Han: “Ingen bebrejder træerne, fordi de ikke bærer frugt om vinteren. Alle ved, det bare en sæson, og der vil komme frugt igen.”
Det var præcis, hvad jeg havde brug for at høre. Jeg tror, jeg bebrejdede mig selv for ikke at bære frugt, og det hjalp mig til at forstå, at vintersæsoner er okay. Han bebrejder os ikke, fordi vi ikke bære frugt. Han hjælper os i stedet til at gå dybere i Ham.
Gud arbejder hele tiden
Det er vist nærmest overflødigt at sige, at mange af os også har oplevet at være i en vintersæson i det år, der lige er gået. Men Gud arbejder stadig. Selv i sæsoner hvor vi ikke bærer frugt.
Jeg tror, Han har brugt dette år på en helt særlig måde. Mange mennesker er blevet tvunget til at stoppe op, og tænke over hvad livet egentlig handler om. For os som tror, har valget været, om vi ville lytte til panik og frygt i medierne, eller vi ville løbe til Jesus, klippen der aldrig rystes. Ham der ikke bliver overrasket over det der sker, og som altid, altid, altid har en plan.
Når vi kan løbe til Ham i svære og ufrugtbare tider, så tvinges vore rødder dybere i Ham. Taknemlighed er en nøgle til dette.
"Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd,
som ikke går på synderes vej
og ikke sidder blandt spottere,
men har sin glæde ved Herrens lov
og grunder på Hans lov dag og nat.
Han er som et træ, der er plantet ved bækken;
det bærer frugt til rette tid,
og dets blade visner ikke.
Alt, hvad han gør, lykkes for ham."
Sl. 1,1-3
Jo dybere og bredere rødderne går, jo større et træ kan de understøtte. I stærke storme bliver træer rykket op med rode, men træer med meget dybe rødder kan stå fast i stormen.
Gud er altid i gang med at forberede os på det næste. I det år der er gået, tror jeg, Han har gjort meget mere i det usete og i vore hjerters jord, end vi ved, og kan se på nuværende tidspunkt.
Intet er gået tabt
Jesus tilføjede til min ‘træ-åbenbaring’ denne vinter, mens jeg gik og kiggede på en række træer. Fugle sad stadig på grenene, og det slog mig, hvor meget plads nogle af trækronerne faktisk optog, selv uden blade og frugt på. Jesus sagde: “De områder du allerede har indtaget, og den brede du allerede har fået, går ikke tabt, bare fordi det er vinter.“
Når foråret kommer, skal træet ikke starte forfra som et nyt lille skud. Hver grene, der er vokset over tid, er der stadig, og er klar til at bære ny frugt, og til at vokse endnu mere. Det er det samme med os. Intet Han har gjort i og igennem os, er gået tabt, bare fordi vi er en i vintersæson.
Jesus, tak fordi du drager os tættere ind til dig i vintersæsonen, så vore rødder i dig kan gå dybere. Og når foråret kommer, kan vi bære endnu mere frugt.