Det er næsten umuligt at være taknemlig og have selvmedlidenhed på samme tid. De er nærmest rivaler. Selvmedlidenhed stjæler vores glæde mere end noget andet. Det får os til at mistet håbet og troen på Gud, og intet godt kommer ud af at have ondt af os selv.
Salme 100 beskriver meget klart, at takkesang og lovsang baner vejen ind i Guds nærvær. Der står ikke noget om selvmedlidenhed. Jeg tror faktisk, det er det modsatte. Hvis takkesang baner vejen ind, baner selvmedlidenhed vejen ud af Hans nærvær.
Jeg har i mange år arbejdet hårdt på at få selvmedlidenhed ud af mit liv. Jeg har ikke altid haft succes med det (hvilket jeg er sikker på, familie og venner kan bekræfte), men jeg har længe vidst, at det ikke var gavnligt, og at det faktisk kunne være skadeligt at gå i den retning.
Guds plan er altid god
Jeg tror af hele hjertet på, at Gud har en god og vidunderlig plan for mit liv. Men jeg ved også, at jeg aldrig kan se det fulde billede. Jeg ved ikke, hvad der kommer som det næste, som Han er i gang med at forberede mig på. Han har aldrig lovet os et smertefrit liv, men Han lovede at bruge alt, hvad vi går igennem til noget godt. (Rom 8,28).
Der er måske ting i denne verden, som jeg beder om, men i denne uge hørte jeg mig selv sige til Gud igen, at det jeg virkelig ønsker i dette liv, er at leve det kald ud Han har for mig. Og jeg ved Han ved det, for jeg har ofte set Ham holde det gode tilbage, for at give mig det bedste. Og det har altid været smerten eller ventetiden værd.
Jeg ved, at det måske betyder, at mit liv vil se anderledes ud end alle andres. Måske passer jeg ikke ind de steder, jeg gerne vil. Måske betyder det, at jeg ikke vil få alle de normale ting, som alle andre virker til at have, eller arbejde hen imod. Og ja, jeg ser nogle gange på dette, og siger: “Jesus, det ville være rart. Det ville jeg synes godt om.” Men jeg vil altid komme tilbage til den ene ting, der betyder mere end noget andet - levede jeg mit liv for Ham?
Når mit liv er slut, ønsker jeg at stå foran Jesus og vide, at jeg gjorde alt , hvad jeg kunne, for at følge Hans plan. Dette liv er så kort, og det betyder så meget i evigheden, hvordan vi levede det.
Jeg havde endda en mailsignatur på et tidspunkt (i næsten ti år) fra en yndlingssang med teksten: “Når alt er sagt og gjort, er der kun én ting, der betyder noget. Gjorde jeg mit bedste for at leve for sandheden? Levede jeg mit liv for Dig?”
Det var normalt at have en mailsignatur i starten af 00erne, og de fleste udskiftede den ofte. Men hver gang jeg tænkte på at udskifte min, så kunne jeg bare ikke. Det var stadig præcis det, der var mit hjertes længsel.
Så, for at sige det kort… hvis, eller når, jeg begynder at få ondt af mig selv, så kæmper jeg hårdt imod. Selvmedlidenhed er som at sige til Gud, at jeg ikke stoler på Ham. At der må være noget galt med Hans plan, fordi jeg har lidt smerte, og at jeg ved bedre selv.
Taknemlighed overvinder selvmedlidenhed
Mit bedste våben imod dette er taknemlighed. Jeg begynder at opremse alle de ting, jeg er taknemlig for, og jeg proklamerer, at jeg stoler på Hans plan. Og selvom nogle ting kan være svære, så stoler jeg på Hans løfte om at bruge det hele for godt. Denne sæson vil ikke vare ved. På et tidspunkt er forberedelsen slut.
Gud ledte ikke Israelitterne den direkte vej fra Egypten til det land, Han havde lovet dem. De kom fra et liv som slaver, og nu skulle de være krigere. De havde brug for forberedelse til det nye liv, med en ny tankegang. Han ledte dem en omvej, selv før de skulle vandre 40 år ekstra i ørkenen.
Han ved langt bedre, hvad vi har brug for - selv før vi når derhen. Og i sin visdom and nåde forbereder Han os, så vi er klar, når vi kommer derhen. Også selvom det måske betyder, at vi må ud på en omvej en gang i mellem.
Når du står overfor et valg imellem taknemlighed og selvmedlidenhed, vil jeg bare opmuntre dig til at tage dit sværd frem og kæmpe. Vælg taknemlighed og glæde. Lad Jesus lede dig ind i sit nærvær, hvor der er overflod af liv og kærlighed og glæde.
