Når Gud giver os et løfte, der stemmer overens med vores hjertes længsel, følger fred og glæde altid med. Vi kan se os selv i det, og måske kan vi endda forestille os, hvordan Han vil gøre det. Og når løftet går i opfyldelse, flyder glæden over.
Men ind imellem løftet og opfyldelsen er der ofte en vej, vi må vandre. En vej vi ikke har planlagt. En vej med prøvelser der gør os rene gennem ild. En vej hvor Gud gør os klar til at kunne bære opfyldelsen af dette løfte. På denne vej kommer fred og glæde ikke naturligt. Men det er på den vej, at vi har behov for fred og glæde mere end nogensinde før. Det er på den vej, at vi må samle vores våben op og kæmpe kampen, så vi ikke overgiver os til elendighed, sorg og selvmedlidenhed. Det er en daglig vandring for at holde fast i freden og stole på, at når Gud har sagt noget, vil Han også gøre det.
Guds vej til opfyldelsen er aldrig vores vej
I denne verden ser vi ofte mennesker, som naturligt har fremgang i deres karriere eller i livet, fordi de arbejder hårdt, og bliver anerkendt for det, de gør. Men har du nogensinde lagt mærke til, at Gud ofte gør præcis det modsatte? Han tager os med på en meget anderledes vandring, når Han vil gøre os klar til at bære mere. Han gør dette, så vi kan se, at fremgangen kom fra Ham alene - ikke fra os selv eller noget vi har gjort.
Josef havde nogle drømme, da han var teenager, der viste, hvor han en dag ville ende. Kan du huske, hvor glad og begejstret han blev? (1. Mos. 37,5-10). Men der var ingen naturlig fremgang i hans liv. Først blev han overfaldt og solgt som slave. Da han så begyndte at have fremgang i Potifars hus, blev alt taget fra ham, og han blev smidt i fængsel (1. Mos. 39,4-20).
Måske kunne Josef have set eller forestillet sig vejen til opfyldelsen af løftet, da han var en ung dreng. Måske begyndte det endda at blive lidt mere klart igen, da han havde fremgang i Potifars hus. Men jeg er sikker på, at han ikke havde forestillet sig, at vejen ville gå igennem fængslet og direkte til Faraos hus (1. Mos. 41, 14-40).
David er et andet godt eksempel på dette. Han modtog løftet, og blev salvet af Samuel til at være den næste konge i Israel (1. Sam. 16,13). Men han fik ikke en plan for hvordan, han ville blive det. Måske begyndte David at forestille sig, hvordan vejen så ud, da kong Saul fik ham i tjeneste til at spille harpe for sig. Eller måske endda da Saul fik ham med i hæren. Han kunne blive Sauls tro følgesvend, og alle ville se, hvor godt det kunne blive, hvis han overtog tronen en dag. Men så skete det modsatte. Saul begyndte at forkaste David, og prøvede endda at slå ham ihjel flere gange. Hvordan kunne han nogensinde blive den næste konge, når han blev forfulgt og måtte flygte fra paladset?
Selv da Saul og Jonathan blev dræbt, og Gud sagde til David, at han skulle tage til Hebron, tog det flere år, før han endelig blev konge over hele Israel (2. Sam 2-5).
Hjertets attitude
Hverken Josef eller David kom frem til deres løfte pga. naturlig fremgang. De måtte begge gå en meget anderledes vej for at komme til opfyldelsen - ligesom mange af os må. Drømmene i deres hjerter døde måske også på vejen, fordi realiteten var så langt fra løftet, at de næste ikke kunne se det mere.
Men når vi læser om disse to - og mange andre i skriften, som måtte vandre en lang vej til deres løfte - er deres hjerter og attitude altid fremhævet. David blev kaldt en mand efter Guds hjerte (ApG. 13,22). Josef havde et tjenersind og fandt favør, hvor han end var (1. Mos. 39,4-6). Selvom de gik igennem hårde tider, hvor de blev forkastet og såret, bevarede de en god attitude. De ærede de ledere, Gud havde sat over dem, og tjente Gud så godt de kunne, hvor de end var.
Evner og talenter hjælper kun et stykke af vejen. Hjertet betyder meget mere, når det handler om at vandre på den vej, Gud har lagt ud for os. Tilgiver vi og kommer videre, eller holder vi fast i vrede og bitterhed? Tjener vi andre, eller ser vi kun vore egne behov? Giver vi vore ledere ære og respekt? Kan vi bevare freden og have sand glæde, selvom vi står midt i prøvelser? Stoler vi på Gud for opfyldelsen af løftet, eller prøver vi selv at finde en vej?
Lige nu står jeg selv foran en åben dør ind til opfyldelsen af et løfte. Men jeg kan personligt bevidne, at vejen hertil ikke var den, jeg havde forestillet mig. Der var mange prøvelser og ild undervejs, men i den tid oplevede jeg på nært hold, at det vigtigste for Gud var mit hjertes attitude. Det var dér, Han viste mig vigtigheden af at finde glæde i Ham hver dag, lige meget hvor vejen end fører hen.
Når vi kan søge Ham hver dag med glæde og fred, og elske Ham - om vi så aldrig skulle se opfyldelsen af løftet - så kan vi lægge det hele ned, og stole på Ham. Og det er der, Han virkelig kan gøre os klar til opfyldelsen af vore løfter.
