Be still

Stands, og forstå at jeg er Gud

Det har været en af de uger, hvor livet gik rigtig stærkt. Hver gang jeg tog mig af et problem, dukkede et nyt op. Det er ikke nemt at finde glæden i den situation. Da jeg tilbragte tid sammen med Gud her til morgen, var jeg virkelig udmattet. Jeg var meget usikker på, hvor og hvordan jeg skulle starte endnu en ny dag. Men i Hans nærvær hørte jeg Hans sagte stemme sige: ‘Bare vær stille. Prøv ikke at regne det ud lige nu. Bare vær sammen med mig.’

Ingen bøn. Ingen læsning. Ingen bearbejdning eller planlægning. Bare et åbent hjerte fyldt med lovsang og taknemlighed, mens jeg ventede på Ham. Bare modtage Hans godhed og kærlighed. Fuld overgivelse. Total tillid. Bare ligge i den livgivende flod, der flyder fra Hans tempel, som beskrevet i Ezekiel 47.

Min grænse er nået
Det er ikke første gang, jeg har været i denne situation, og jeg er sikker på, det ikke bliver den sidste. Nogle gange har det endda været endnu værre. Træthed, smerte eller sorg, stress eller depression. Selv når jeg bruger alle mine “redskaber”, og alt jeg har lært, jeg skal gøre i disse situationer, kommer jeg stadig til kort. Det bliver sværere og sværere at holde mine arme oppe, som Moses gjorde, da Josva ledte Israelitterne i kamp. (2. Mos. 17).

Det føles som om, min grænse er nået. Jeg er nået til det sted, hvor kun Han kan holde mig oppe, og hvis Han ikke gør det, har jeg ingen idé om, hvordan jeg fortsætter. Det er helt sikkert ikke sjovt at være der. Men efterhånden som jeg har været der nogle gange, ved jeg, at Han altid får mig op igen. 

Jeg tror ikke, der er nogen af os, der kan lide at føle os svage og magtesløse. Men jeg finder altid styrke i dette vers: “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.” (2 Kor. 12:9).

I den græske tekst betyder dette vers ikke bare, at Han giver os styrke, når vi er svage. Hans magt er faktisk fuldendt i vores svaghed.

Helt afhængig
Jo mere vi kan gøre i egen kraft, jo mindre har vi brug for Hans hjælp. Men det har aldrig været Hans ønske. Han ønsker at være med i alt, hvad vi gør, og når vi er desperate efter Hans hjælp, bryder Hans kraft altid igennem. I Hans omvendte (eller rigtigt-vendte) visdom, er det at være desperat og fuldt ud afhængig af Ham, faktisk et godt sted at være - selvom det måske er smertefuldt til tider. Han vil aldrig svigte os, og hvis vi ikke prøver at fikse problemet i egen kraft, eller lindre vores smerte, vil Han altid give os gennembrud, når vi venter på Ham.

David var også i desperate situationer mange gang, og selv han kunne sige: “Jeg har aldrig set en retfærdig forladt eller hans børn tigge om brød.” (Sl. 37,25).

Det betyder ikke altid, at tingene ændrer sig fra den ene dag til den anden. Men jeg har lært, at Han altid giver mig det, jeg har brug for i dag. ‘Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til.’ (Matt. 6,34).

Skridt for skridt fører Han os ud af stormen.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange, Han har givet mig nye ideer til, hvordan jeg kan klare det hele. Hvordan jeg praktisk kan bytte rundt på ting eller starte nye rutiner. Han har givet mig kreative måder at kombinere ting og planer, og måske skære det fra, som jeg ikke havde brug for. Han er interesseret i hver enkelt detalje af vores liv, og Han ønsker, at vi skal lykkes.

Så hvis du også oplever at have nået grænsen lige nu, vil jeg bare opmuntre dig. Din Far er lige ved din side, og Han vil altid få dig ud. Han er så god og så trofast. Giv ikke op. Han har altid ført mig igennem, og jeg ved, Han vil gøre det samme for dig.

Bare stands, og forstå, at Han er Gud (Sl. 46, 11). Lad Hans fred tage over, og glæden vil komme tilbage.