Mit navn er Kristina Hansen, og jeg er en passioneret kristen. Jesus gav sit liv for mig, og jeg lever hele mit liv for Ham.
Jeg er født og opvokset i Danmark. Da jeg var i starten af tyverne, boede jeg et år i Redding, Californien, hvor jeg gik på Bethel School of Ministry. I to og et halvt år efter det var jeg med i et city-reaching team i Montara, en lille by syd for San Francisco, før jeg vendte hjem til Danmark.
Da jeg kom hjem, sluttede jeg mig til en lokal kirke i Roskilde ved navn ImpactChurch, og blev involveret i mange forskellige områder af kirkelivet. I over ti år arbejdede jeg som børnepræst, og har siden da været en del af kirkens lederteam. I 2022 blev jeg lokal-pastor i en lille kirke på Bornholm.
Jeg har en uddannelse i softwareudvikling, og nyder at skabe struktur i tjeneste-områder, samt lede projekter og koordinere arrangementer. Men mere end noget andet elsker jeg at skabe relationer med mennesker. At se hver person individuelt, som Gud ser dem. At hjælpe, opmuntre og inspirere hver eneste, Gud sætter på min vej, mod det liv Han har for dem. Et fuldt liv i Kristus med liv og sundhed i krop, sjæl og ånd.